| Sport og uddannelse |
|
|
Coaching Academics tilbyder en workshop for Team Danmark-elever og andre særligt idrætsaktive elever. Målet med workshoppen er at skabe synergi mellem elevernes idrætsliv og deres skoleliv. Der vil blive stillet skarpt på de kompetencer, som sporten på eliteplan giver eleverne, og vi vil sammen med eleverne undersøge, hvordan det er muligt at gøre brug af netop disse kompetencer på andre af livets områder, f.eks. i forhold til uddannelse og studie. Samtidig vil vi have fokus på vigtigheden af som menneske at have ’flere sider’ og være et ’helt menneske’, der kan rumme f.eks. både at være eliteidrætsudøveren og gymnasieelev/studerende.
Indholdsmæssigt vil workshoppen blandt andet have fokus på at bevidstgøre eleverne om deres egne mål i forhold til såvel idræts- som uddannelsesmæssige planer og karrieremuligheder. Eleverne vil få indsigt i deres umiddelbare forhindringer på vejen mod det, der er deres mål. De vil endvidere få til opgave at finde ud af, hvor de henter energien, når de som f.eks. svømmere igen og igen kan motivere sig selv til at tilbagelægge den ene bane efter den anden i bassinet eller som ketcherspillere ufortrødent gentager de samme slag hundredvis af gange. Vi vil eksperimentere med og undersøge, hvordan det er muligt at overføre denne motivation til andre områder af livet eller for den sags skyld låne den ud til en af kammeraterne. Med henblik på at illustrere væsentligheden af kunne holde fokus og skabe momentum i forhold til deres mål, vil vi første finde ud af, hvad der skal til for at nå et mål og dernæst arbejde med nogle enkle planlægningsredskaber.
Som eliteidrætsudøvere er eleverne i deres idræt vant til at præstere optimalt, og de er som regel ’de bedste’. Denne indstilling præger i høj grad også deres indsats, hvad angår skolearbejdet, hvor de ligeledes stiller høje krav til sig selv. Når de, til tider og som alle andre, oplever ikke at slå til, giver det derfor selvtilliden et ekstra hårdt knæk. Vi vil arbejde med begrebet ’selvtillid’, som ifølge de unge selv oftest handler om noget med at tro på, at man kan præstere en ønsket adfærd. Selvtilliden bliver dermed en situationsbestemt størrelse – i modsætning til oplevelsen af selvværd, der er en iboende og mere stabil størrelse. Udfordringen vil være at blive bevidst om, hvordan eleverne kan styrke rygraden i deres selvtillid.
Workshoppen vil bygge på coachingbaserede spørge- og samtaleteknikker, og der vil gennem forløbet hele tiden blive draget paralleller til det coachingbegreb, Team Danmark-eleverne formentlig kender til fra deres idrætsverden. Praktiske øvelser vil være centrale for workshoppen, således at eleverne på baggrund af handlinger bringes til at reflektere over deres umiddelbare og mere eller mindre automatiserede forestillinger og mønstre.
|
|
| Last Updated ( Tuesday, 24 February 2009 15:02 ) |

